+4542921117 hej@rikkegade.com

CEPOS den uafhængige tænketank udgav tidligere på måneden en analyse af sygefraværet i ældreplejen. 
Både de privatansatte og de kommunal ansatte i ældreplejen. Analysen konkluderede, at hvis bare de kommunal ansatte kunne nedsætte deres sygefravær på linje med de privatansatte så kunne der spares 550 millioner kroner, svarende til 1400 SOSU-assistenter.

Men de glemte 2 vigtige ting:
• Arbejdsmiljøet
• Kan den private pleje overhovedet sammenlignes med den kommunale?

Mine kommentarer til forglemmelsen om arbejdsmiljøet, kan du læse den 28.07.17 i Børsen.

Det andet punkt vil jeg uddybe i nedenfor.

 

Fakta om sygefraværet i ældreplejen

I CEPOS notatet kan man læse årsagsforklaringer på hvorfor der er forskel mellem kommunal pleje og privat. Her bliver de private fremstillet som den de kommunale skal stræbe efter, på trods af at den kommunale pleje i perioden 2010-2016 faktisk har nedsat deres sygefravær ned fra 16,1 dagsværk i 2010 til 14,6 dagsværk i 2016, svarende til knap 10%. I 2010 havde de privatansatte et sygefravær på 7,8 dagsværk, mens dette i 2016 er steget til 10,2 dagsværk. Så altså – den kommunale pleje har nedsat sygefraværet gennem de seneste 5 år, og i den private pleje er det gået op.

 

Et sygefravær på 14,6 dagsværk i den kommunale pleje er dog stadig højt, og stadig noget der kan nedsættes.

 

Den kommunale ældrepleje udfører mere personlig pleje

I CEPOS notatets appendiks, nævnes der, at der muligvis er forskelle mellem de kommunale og de private aktører som gør at de ikke kan sammenlignes. Både en forskel i medarbejdersammensætning, i borgersammensætningen og en forskel i typen af arbejde.

CEPOS notatet peger på, at der en marginal højere andel af uddannet personale i kommunerne end hos de private. “Hvilket kunnen afspejle, at de kommunale leverandører i højere grad tager sig af personlig pleje, mens de private leverandører i højere grad tager sig af praktisk hjælp, som fx rengøring”, står der i CEPOS notatet. Dette understøttes af FOA i en pressemeddelelse fra den 20. juli 2017.

Det seneste opgørelse jeg har kunne finde på området, fortæller at kun 4% af plejeopgaverne bliver varetaget af de private leverandører.

Med forskellen i arbejdsopgaver hvor de kommunale i højere grad tager sig af personlig pleje, kunne man også forestille sig en højere andel af arbejdsskader, herunder fald og vold.

Jeg har hørt om forvaltninger der under tidspres ikke bruger tid nok til at behovsafdække i visiteringen, og den valgte løsning til den ældre borger derfor måske ikke bliver den optimale. Eller kommuner hvor der er for lange ventetider på specialtilbud som institutioner til demente, og de derfor varetages i den almene ældrepleje.

Ældreplejen – vinderen af den psykisk mest belastede branche

“Tidspres og måske udadreagerende, psykisk syge eller demente borger er en dårlig kombination”, som jeg skriver i min kommentar i Børsen.

Jeg har kendskab til SOSU-assistenter der er udsat for vold – fra de ældre borgere – der bliver til arbejdsskader, sygefravær, men-grader, erstatningssager, ny-ansættelser osv. Ikke specielt billigt eller bestræbelsesværdigt for nogen.

Der er en grund til at branchen i 2016 blev udnævnt til at være den mest belastede psykiske branche af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, med 27-30% af medarbejderne der oplever stress og depressioner og 30% af medarbejderne der havde oplevet vold indenfor det seneste år.

Nu skal det lige tilføjes at branchen i statistikken er en del af ”Døgninstitutioner og ældrepleje”, og at døgninstitutioner alene uden ældre også er yderst belastet område.

Så måske er den private og den kommunale pleje ikke så sammenlignelig når det kommer til stykket?

 

Skal det kommunale tage ved lære af de private leverandører?

I CEPOS notatet er en af løsningerne til den kommunale pleje, at tage ved lære af de private leverandører og øge fokus på sygefravær, trivsel og lederskab.

Men som nævnt før, er sygefraværet i det private faktisk steget.

Samtidig undres jeg over, hvorvidt at det nødvendigvis er forhold som de private plejefirmaer vi ønsker?

Udbudsmodellen – når prisen betyder mere end kvaliteten for plejen

I juni 2017 har debatten i Gribskov kommune gået på den private leverandør Attendo, der med mangelfuld sårpleje af en ældre borger medførte at denne døde.

Firmaet har fået reprimande af kommunen, et såkaldt rødt påbud, men er stadigvæk den eneste private udbyder af hjemmepleje i kommunen.

Tidligere har der været flere, men alle disse har måtte melde konkurs grundet priskonkurrence.

Sagen er gået i medierne hvor TV2 Lorry kunne berette om Attendo personale, der udfører arbejdsopgaver de ikke er uddannet til. Samtidig har både sygeplejerskernes fagforening Dansk Sygeplejeråd og FOA blandet sig i debatten, og været bekymret for borgerne.

På den anden side står svenske Attendo og gør sig klar til at blive endnu større i Danmark, da de blandt andet har vundet et udbud i Københavns Kommune.

For at imødekomme kritikken fra borgerne over den private leverandør har Gribskov kommune valgt at oprette en hotline, hvor borgere kan ringe ind og klage over serviceniveauet for plejen.

Men Gribskov kommune er ikke det eneste sted hvor der har været klaget over de private leverandører.

Det er blandt andet også sket på Lolland. Blandt de private leverandører en hård konkurrence på pris, såfremt de bruger udbudsmodellen, og ikke den mere kvalitetsbeviste godkendelsesmodel. I kommuner med fokus på prisen og udbudsmodellen, er der adskillige private pleje leverandører der har måtte bukke under og erklære konkurs gennem de seneste år.

Lollands Kommune har efter den seneste konkurs af det private plejefirma – og en lang række af klager fra borgerne, besluttet at gå tilbage til godkendelsesmodellen igen. På trods af det bliver til en større udgift for kommunen.

 

Hvis sygefraværet skal ned i det kommunale, så udliciterer vi da bare mere til de private?

En anden af CEPOS notatets konklusioner om at nedsætte det kommunale sygefravær er en “større udlicitering af ældreplejen til de private udbydere”.

Ovenstående fremlæggelse gør, at jeg betvivler at denne udlicitering i sig selv giver den halve milliard i besparelse, som der hævdes i CEPOS notatet.

Jeg er dog ikke i tvivl om at der findes private leverandører der gør det super godt for borgerne, hvilket en analyse fra Sundheds- og Ældreministeriet i 2015 også bevidner om.

Min kritik går på om de kommunale og private leverandører kan sammenlignes – og hvorvidt at de kommunale skal ligne de private.

Hvad med bonusser for lavt sygefravær?

En anden løsning, som der fremføres i CEPOS notatet er indførsel af bonusser som udløses ved lavt sygefravær. Denne er ikke forklaret yderligere, så det vides ikke om bonussen er til ledelsen, til et team eller den enkelte medarbejder. Dog anser jeg det som meget tvivlsomt at dette skulle have en længerevarende positiv effekt til at nedsætte sygefraværet. Jo, sygefraværet skal nok gå ned ved udsigten til en pose ekstra penge for eksempel til et team. Men for den medarbejder som får en alvorlig influenza, der gør at teamet ikke opnår en bonus, kan der i stedet opnås skyld og mobning.

Samtidig kan det også medføre medarbejdere der kommer syge på arbejde. Jeg kan lige forstille mig en meget forkølet medarbejder, der kommer ud til skrøbelige Fru Hansen, der efterfølgende bliver smittet og kræver ekstra pleje. Nej, det er ikke en løsning.

Yderligere giver løftet om bonus for lavt sygefravær ikke et godt arbejdsmiljø, da det sætter spørgsmålstegn ved om medarbejderne nu er ”ægte” syge, og derved undergraver et tillidsforhold mellem medarbejdere og ledelse. Lavt sygefravær burde være en bonus i sig selv, da det som oftest betyder godt arbejdsmiljø, gode arbejdsforhold, større produktivitet og bedre service til borgeren.

Hvordan arbejder man med sygefraværet i ældreplejen – både i den kommunale og private?

I CEPOS notatet undersøges det, hvordan den private pleje arbejder med sygefraværet, men de tilsvarende spørgsmål er ikke belyst for de kommunale.

Er det fordi de private leverandører anses som løsningen, og dem som de kommunale skal lære af?

Men med denne kommentar håber jeg at bringe fortællingen ind, at virkeligheden er ikke så sort hvid som tallene siger.

Slutteligt sætter CEPOS notatet gang i yderligere spørgsmål som ikke besvares.

  • Hvordan arbejdes der med sygefraværet i det offentlige kontra det private? Og i de enkelte kommuner?
  • Hvad er ”best practice” på området for sygefraværshåndteringen på de enkelte institutioner
  • Hvordan er sygefraværshåndteringen i de private kontra de offentlige?
  • Undersøger den enkelte arbejdsplads, hvorfor der er sygefravær, eller kommer der blot et sæt regler der rulles ned over den enkelte arbejdsplads?
  • Har den private pleje kortere lunte med at fyre syge medarbejdere end de offentlige, og har derfor knap så mange langtidssygemeldinger?
  • Hvad er medarbejdertilfredsheden i den kommunale pleje kontra i det private?

 

Arbejdsmiljøloven tilstræber at arbejdsgivere skal skabe et sikkert og sundt arbejdsmiljø for deres ansatte. Med ovenstående fremlæggelse er der både i den kommunale og i den private pleje rigeligt rum for forbedring.

CEPOS glæder sig over, at regeringen i 2025 planen har fremsat ambitioner om at reducere sygefraværet i det offentlige. Det lyder igen besnærende, men kræver en dybere analyse end den vi har set hidtil. Samtidig er jeg ikke et sekund i tvivl om såfremt at arbejdsmiljøet forbedres væsentligt, og fjerner ældreplejen som den mest belastede psykiske branche, så skal sygefraværet nok falde – måske med en smule hjælp fra en katalysator der – men ganske af sig selv.

Vil du arbejde med sygefraværet selv, så ring gerne på 4292 1117 for at få en uforpligtende snak om dit arbejde med sygefravær.

Du kan også læse om Sygefraværs-akademiet – en online metode til at nedsætte sygefraværet her.

Eller om hvordan du med et sygefraværsprojekt kan nedsætte sygefraværet.