Køge kommune har i 2020-2023 gennemført fraværsprojekt ”Er du på vej?” hvor alle i skolevæsenet selv har været på skolebænken og lært om hvad der gør at børn ikke kommer i skole, og hvorfor de gør. Dansklærer Stine Grønbech har afprøvet initiativerne i hendes tredje klasse, og er begejstret
Klokken ringer ind. I Stine Langhoff Grønbechs tredje klasse står der dansk på skemaet. Men måske ikke dansk som du selv mindes din egen danskundervisning. Stine Langhoff Grønbech er lærer på Sct. Nicolai skolen i Køge og har været på pioneruddannelse i Køge Kommunes fraværsprojekt ”Er du på vej?”. Det betyder, at hun i dette skoleår har arbejdet meget mere med elev inddragelse og fællesskaber. Eleverne har i vid udstrækning været medbestemmende for deres læring, og Stine Langhoff Grønbech oplever, at det har en væsentlig betydning for deres lyst til at komme i skole.
Fraværsprojektet der handler om tilhør
Køge kommune kom i 2019 med en fraværsstrategi ”Strategien for aktiv tilstedeværelse” inspireret af skoleforsker Helle Rabøl Hansens forskning om skole-tilhør og fællesskabende didaktik. For at arbejde fællesskabende didaktisk og pædagogisk, er det centralt at spørge dem det handler om, altså eleverne. Bagefter skal den vigtige viden så bruges til at udvikle undervisningen.
”Vi ville gerne bevæge os væk fra de dominerende veje indenfor skolefravær, elevskam, forælder skyld og det meget individ orienterede perspektiv, og fokusere på hvad skolen kan gøre”, fortæller projektleder Mia Jacobsen, der også er inklusionsvejleder i PPR i kommunen. Ud af det udsprang projektet ”Er du på vej?”, som handler om hvordan skolerne i kommunen kan gøres til et sted som børn og unge oplever som meningsfuldt som noget de ikke vil undvære, og som noget der vælges til og ikke fra.
”Er du på vej?”
Projektet bestod af to ligeværdige ben. En bred indsats for at styrke det fælles faglige fundament for alle i Køge Kommunes skolevæsen. Derudover mere specifikt tre implementeringsindsatser, fortæller projektlederen, om projektet der afsluttes tidligere i 2023. Når der i projektet nævnes skolen, så menes der, alle der arbejder rundt omkring skolerne i kommunen fra skoleafdelingen og familieafdelingen, til PPR, til alle medarbejderne på de enkelte skoler, skoleleder, lærere, pædagoger og andre fagfolk.
For at styrke det fælles ståsted blev der afholdt en stor kommunal temadag med over 1000 deltagere fra hele skolevæsenet, hvor der både blev bygget viden på af dygtige oplægsholdere og drøftet lokalt på arbejdspladserne hvordan det kunne arbejdes med i praksis. Temadagen blev gentaget året efter med nye oplæg og drøftelser ude på skolerne.
Pioneruddannelsen til forsøgspersoner
En af de tre specifikke implementeringsindsatser var en efteruddannelse, pioneruddannelsen, hvor alle skoler kunne sende en til to medarbejdere afsted. I løbet af to år blev mere end 60 lærere, skoleledere og pædagoger klædt på som pionerer.
”Vi ville gerne have nogle fagfolk, som kunne gå lidt mere i dybden, som både kunne udvikle og afprøve initiativer. Så vi skabte et forsker-praktikerfællesskab i form af pioneruddannelsen. Her skulle elev-inddragelse skulle være en central del af indsatsen”, fortæller Mia Jacobsen. Der blev på uddannelsen også indlagt opgaver hvor deltagerne skulle gå tilbage og lave små pilot-indsatser omkring elevinddragelse. Pionererne skulle også gå forrest i udviklingsarbejdet, men det skulle også være dem der udbredte budskaberne og initiativerne på deres skoler.
“Der er tendens til at adskille det faglige og sociale. Lidt firkantet sagt; har man arbejdet med den sociale trivsel separat som vi kender det fra tidligere i klassens time. I projektet har vi ønsket en synergi mellem det faglige og sociale, at sætte barren højt med den fællesskabende didaktik og pædagogik, så undervisningen bliver et omdrejningspunkt for både det sociale og faglige vi. Det er her hvor vi både tænker nyt, men stadig bruger den tid og de ressourcer vi har i forvejen til at blive mere inddragende og mere fællesskabende og samtidig tage højde for forskelligheder, så der bliver plads til at flere kan og vil være en del af skolen. Så vi får skabt et sted hvor ingen hverken kan eller vil undværes”, fortæller projektleder Mia Jakobsen.
Erfaringer med at få skabt mere lyst til skolen oplevede dansklæreren Stine Langhoff Grønbech fra Sct. Nicolai skolen i Køge også.
Fravær allerede i indskolingen
”Allerede med de elever som jeg fik i første klasse, oplevede jeg elever der var svære at aflevere, morgener hvor de var kede af det, børn der havde ondt i maven, børn der savnede. Så vi brugte meget tid på i starten at de skulle tilvænnes til det at gå i skole,” fortæller Stine Langhoff Grønbech.
Dansklæreren og hendes makker satte fokus på rutiner og struktur hver eneste morgen, og det hjalp størstedelen af dem. Men hun oplevede, at der forsat var elever der havde mere fravær end gennemsnittet. ”Disse elever havde flere øv dage. Det er dage hvor de faktisk ikke har behov for nødvendigvis at komme i skole, eller har behov for ekstra hjælp til at komme i skole. Det var ikke bare en eller to elever, det var faktisk flere,” fortæller hun.
Stine L. Grønbech, eget foto
Give mening gennem fagligt fællesskab
Efter indlæg på de faglige temadage var hun begyndt at tænke over, hvordan hun som lærer kunne støtte de her elever, ikke bare ved at arbejde med den enkelte elev, men ved at arbejde med undervisning. Det var lige præcis den udfordring som pioner-uddannelse talte ind i, og derfor hun meldte sig til. I hele projektet er det gennemgående at lytte mere til eleverne og bruge det som eleverne siger til at udvikle praksis for at blive mere meningsfuld og deltagende for børnene. Det handler både om at inddrage og lytte til eleverne i de enkelte fraværssager, men også helt konkret hvad der skal ske i dansktimerne. Her fik Stine G. Langhoff ideen om at gøre staveundervisningen mere nærværende gennem stavehistorier.
Stines stavehistorier
I pilotforløbet om stavehistorier skulle eleverne selv finde frem til hvilke staveudfordringer de havde, så skulle de udvælge den de ville arbejde med, og skulle så lave et produkt – en stavehistorie – over resultatet. Der blev både lavet eventyr med genretræk og stop-motion film med barbiedukker. ”I perioden hvor vi arbejdede med stavehistorier, var alle bare på. Selv de elever som normalt er udfordret og har det svært, men selv i denne periode var de med og kunne se mening i det. De kunne se sig selv blive bedre. De arbejdede med deres problem og udfordringer”, fortæller Stine Langhoff Grønbech. Eleverne blev også motiveret til at give deres læring videre. ” De elever der havde valgt at skulle arbejdet med et ord, f.eks. ordet havde, som jo driller rigtig mange elever, lærte jo at stave til ordet havde igennem deres egen stavehistorie. Det gjorde de fik en kæmpe lyst til at fortælle andre, ”Hey, du synes, at det er svært at stave til havde, så prøv at læs vores historie. Kan du så finde ud af det?” fortæller dansklæreren stolt, og fortæller videre: ”Da vi evaluerede på det her med stavehistorierne, der var de alle sammen bare sådan ”mere af det!” De siger også selv, når vi får lov til selv at være med til vælge undervisningen, så er det bare så fedt”. Efter succesen med stavehistorierne, begyndte Stine L. Grønbech at overveje, hvor mere hun kunne lave forløb, hvor eleverne føler at de er med til at vælge og udvikle deres læring.
Eleverne vælger selv hvad de vil lære
”Næste skridt var, hvordan kan jeg lade eleverne selv vælge, hvad de gerne vil lære. Jeg fotokopierede en Ludo-spilleplade, og så gik jeg ned og sagde ”Hvad har I brug for at lære? Hvad vil I gerne blive bedre til?” forklarer hun. Spillepladen skulle så bruges til at på hvert felt så skulle der være en læring i det. Eleverne kunne her både arbejde med staveprincipper, men også med ordenes bøjninger eller andet dansk-relevant. Eleverne måtte også lave deres egen spilleplade og deres egen spillebrikker. Man måtte bruge Ludo pladen hvis man ville, men man måtte også lave sit helt eget spil. Der blev lavet mange forskellige spil med meget forskellig læring. Da nogen af dem var færdige, fik de mulighed for at udvikle videre på det spil som de allerede havde lavet. På den måde kom der undervisningsdifferentiering ind i projektet. Efter Ludo projektet har Stine L. Grønbech afsluttet et projekt omkring instruerende tekster, og endnu en gang oplever hun, at projekterne giver mening for børnene og mere lyst til at være her. Der har ikke været nogen udfordringer med at have lyst til at komme i skole, mens forløbene har stået på.
Det kræver ikke mere tid at lave engageret undervisning
”Det ville nok være langt hurtigere for Stine at køre et helt almindelig staveforløb igennem, men det er ikke sikkert at der ville være lige så stort engagement og faglighed, som i dette som de selv er med til at udvikle,” kommenterer Stines leder, skoleleder Lotte Wiese Nowack fra Sct. Nicolai skolen. Dansklæreren i tredje klasse skyder ind: ”Jeg synes tit, vi har rigtig travlt med om de nu får lært det de skal, og ja, vi brugt sindssygt meget tid på stavehistorierne, men de kan huske det. Før det har jeg stået og gentaget og gentaget og givet dem det ene kompendie efter det andet, med staveteknikker og ord og alt muligt. Jeg ved ikke hvor mange gange der ikke har stået ”havde” oppe på tavlen. Men de havde ikke lært det. Det lærte de dog af den stavehistorie”.
Valgfrihed kan give mere tid til de udfordrede elever
Det som Stine L. Grønbech er blevet meget klogere på, er at lige så snart at eleverne selv må vælge, så giver det mere mening for dem. Det interessante er, at hun oplever, det giver mere tid til de enkelte elever. Dansklæreren forklarer hendes erfaringer således: ”Jeg får mere tid til at hjælpe den enkelte, fordi hvis de arbejder med det som de har lyst til at arbejde med, så arbejder de bedre. De arbejder med det som de synes måske lige nu er nemt. Hvis de så synes, at det bliver lidt træls, så skifter de bare til et af deres andre kompendier, og så kan jeg bruge tid på de elever der er udfordrede”, og forsætter reflekterende: ”Så på den måde giver valgfriheden også god mening. Kunne jeg selv havde fundet på det? Ja, det kunne jeg nok. Kunne jeg have glemt det efter 10 år som lærer? Ja, det kunne jeg nok. Så jeg synes, at det er rart at have fået de der input med et fokus, som pioner-uddannelsen har været med til at give mig”.
Udbredelse til andre lærere
Både dansklærer Stine L. Grønbech og skoleleder Lotte W. Nowack har været glade for det fokus som ”Er du på vej?” projektet har givet både i kommunen og på skolen. På skolen har alle lærerne deltaget i de to faglige temadage udsprunget af projektet, og det har gjort at alle Stine Grønbechs kollegaer har kendskab til når hun taler om, at hun arbejder med fællesskabet og det faglige vi. Og de er interesserede, og pioneren deler ud. Samtidig har flere lærere i Stine L. Grønbechs team har taget hendes erfaringer op. I matematik er der blevet arbejdet med målestok forhold i computerspillet Minecraft. Dernæst har hun fået hjælp fra sin 5. klasse til at beskrive stavehistorieforløbet på Skoletube.
Fællesskab som mindset
Inden Stine L. Grønbech pioneruddannelse spurgte hun eleverne om hvad der gør, at de har lyst til at komme i skole. Svarene omhandlede også noget med at lægge mærke til hinanden om morgenen, og sørge for at hilse godmorgen, og vide hvem man skulle lege med i frikvarteret. Hun har derfor også arbejdet med, at børnene skal føle mere ansvar overfor at alle har nogen at lege med. Det har ikke kun være de faglige fællesskabende forløb der har være i fokus, men et helt mindset der har skullet justeres. ”Jeg har oplevet at børnene har fået en større lyst til at være i skolen, og ikke lige så meget ulyst som der kunne være for de elever som vi har i gul zone. Der er ikke lige så mange beskeder fra forældre om børn der ikke har lyst til at komme i skole. Det er faktisk også noget som børnene selv har givet udtryk for”, fortæller Stine L. Grønbech.
Fra brandslukning til forebyggelse
Før Stine L. Grønbech startede op på pioneruddannelsen, havde hun flere elever med pletfravær som hun havde udviklet handleplaner på i 1. og 2. klasse. Hun havde kontakt til forældrene. Der blev arbejdet med barnet i skolen, og hvor tilgangen var anderledes. ”Men i det øjeblik hvor jeg ændrede fokus og gjorde det her, så virkede det bedre. Indsatsen for det enkelte barn var ikke så massiv. Det var noget for hele klassen, og det var en naturlig måde at arbejde på. Det var ikke handleplaner hver 8. uge. Det var ikke ekstra møder med forældrene. Det var ikke barnet der følte sig forkert. Det var faktisk en måde hvor jeg kunne arbejde med hele klassen så de alle følte sig med”, fortæller Stine L. Grønbech glad. Projektleder Mia Jakobsen fortæller, om det dilemma som nogen skoler kan føle sig i balancen mellem forebyggelse og brandslukning. ”Alle skoler i Køge vil gerne arbejde forebyggende, men der er også sager hvor skolefraværet allerede fylder meget. Det er en balancegang mellem det forebyggende og indgribende og det kræver opmærksomhed at få tid og ressourcer til at gå op,” forklarer Mia Jacobsen.
Skolefravær er altid en skole-sag
For Stine L. Grønbech giver det god mening at arbejde forebyggende i indskolingen med kulturen og fællesskabet, så hun er ikke i tvivl: ”Hvis jeg allerede kan gribe det fra første klasse af, så behøver jeg ikke have de tre forældrepar ind fordi de har nogen sensitive børn der er påvirket af nogen omstændigheder omkring dem. For det kan være at jeg kan arbejde med klassen. Barnet behøver ikke at være i centrum her. Vi arbejder med rammerne. Det har man jo sagt i mange år, men for mig har det lige pludselig givet så stor mening.” ”Jeg mener det er vigtigt at se bag om problemet. At møde det med nysgerrighed og inddragelse. For nogle elever er fraværet en løsning på et problem. Skolefravær er altid en skole sag. Vi må kigge på konteksten, undervisningen og fællesskaberne – hvad vi kan gøre på og omkring skolen. På SKOLEN i skolefravær,” konkluderer tidligere projektleder og inklusionsvejleder Mia Jacobsen fast.
Artiklen er skrevet som led i afgangsprojekt som journalist. Rikke Gade 2023