Forleden sad jeg til et socialt sommerarrangement. Jeg fortalte glad om mit job som arbejdsmiljøkonsulent, og det var som at trykke på en knap for den kvinde der sad overfor mig.
Jeg havde ikke talt med hende før, men lad os kalde hende Lene.
Her kommer historien om Lenes kerneopgave.
Lene var frustreret. Hun var frustreret over, at hun ikke kunne få lov til at udføre sit job ordentligt.
Lene arbejder på en sjællandsk skadestue. Hun er akutsygeplejerske. Du har nok været på en skadestue på et tidspunkt, enten selv eller med et barn. Har du lagt mærke til, at sygeplejerskerne som regel har temmelig travlt? Eller ventetiden kan være temmelig lang. Ja, det tænkte jeg nok.
Sygeplejerskernes kerneopgave
Akutsygeplejerskerne skal håndtere alle indkomne patienter, fra mistanke til blodpropper, brækkede arme og ben til slugte magnetkugler eller muligvis blindtarmsbetændelse – (ja, de sidste to eksempler er mine erfaringer med skadestuen fra mine egne sønner).
En del af en sygeplejerskes kerneopgave er at tage sig af patienternes helbredsmæssige behov. At skulle tage en patients temperatur er en del af sygeplejerskernes kerneopgave. At skulle sørge for at patienten får mad og medicin er også en del af kerneopgaven. Dette er selve essensen af sygeplejerskernes virke. Disse opgaver havde Lene og hendes kollegaer rigtig svært ved at udfylde.
Kerneopgaven er en del af begrebet social kapital.
Kerneopgaven der var væk
Lene fortalte om et presset arbejdsmiljø med for mange patienter, og om kollegaer der blev sygemeldte på grund af arbejdsmiljøet og presset.
Lene kunne på en vagt have ansvar for ALT for mange patienter. Samtidig kunne to af patienterne ligge til observation for en blodprop. Hun fortalte om, hvordan hun glemte ting, og de pårørende måtte minde hende om dem – gang på gang. (Dette er et klassisk symptom på stress.)
Lene fortalte, at ledelsen havde set at afdelingen var presset. Derfor havde de ansat ikke-sygeplejersker til at give mad. Tanken var god nok. Men resultatet var at patienter fik mad på de forkerte tidspunkter, og ikke kunne få deres medicin, der skulle spises på tom mave. Fordi der ikke var tid til at koordinere med de travle sygeplejersker. Lenes kerneopgave var taget fra hende.
Hvor er termometeret?
Travlheden på afdelingen gjorde også, at det var svært at finde tid, til at lægge tingene på plads. For Lene betyder det, at hun JÆVNLIGT brugte 15-20 minutter på at finde et termometer. Lene fortalte, at problemet ikke var nyt, og at hun og kollegaerne i flere år havde bedt om, at der blev indkøbt flere termometre.
Lene er en sygeplejerske der siger fra. Så hun havde endda foreslået ledelsen, at hver sygeplejerske kunne have deres eget termometer, så ville de alle vide, hvor de var. Altså de genbruger jo termometeret, men putter et plastik omslag på mellem hver patient – (hvis du undrede dig). Lene var dybt frustreret over den spildtid hun brugte på at finde de mest basale værktøjer, som var nødvendige, for at hun kunne løse sin kerneopgave.
Ledelsen får hjælp af trivselskonsulent
Ledelsen havde hørt på Lene og hendes kollegaer, og havde tænkt sig at gøre noget ved det. De havde samlet hele afdelingen, og havde hyret en trivselskonsulent. Trivselskonsulenten havde prøvet at få de frustrerede sygeplejersker til at tage JA-hatten på, ved at skulle nævne alle de ting som de var glade for i afdelingen.
Metoden hedder Appreciative Inquiry, og er en anerkendt metode hvor man kigger på alt det der fungerer frem for hvor problemerne ligger. Metoden er ofte brugbar, men ikke i det her tilfælde.
Problemet var bare at Lene og en gruppe af hendes kollegaer følte sig endnu mere frustreret efter seancen med trivselseksperten. Lene og hendes kollegaer havde ikke været på kursus eller fået efteruddannelse i flere år, og at bruge nogle timer i selskab med en trivsel konsulent, var for dem spild af penge.
Medarbejderne sidder med løsningerne
Samtidig følte Lene og hendes kollegaer sig hellere ikke lyttet på, for de havde jo påpeget hvor problemet var. De havde peget på det pressede arbejdsmiljø, sygefraværet, mangel på kommunikation mellem personalet, og tidsspildet ved at mangle og lede efter basale værktøjer. Alt sammen områder som Lene og kollegaerne håbede på, at det var disse områder der skulle arbejdes med.
LINK Læs mere om Medarbejderne sidder med løsningen
I stedet fik ledelsen fat i en trivselskonsulent, der ville have sygeplejerskerne til at se bort fra problemerne, men være glade og se de positive ting i arbejdspladsen. Dette havde for Lene og kollegaerne gjort mere skade end gavn.
Start det rigtige sted
Hvis ledelsen ansætter en trivselskonsulent til at komme og forbedre arbejdsmiljøet, er det som at tisse i bukserne. Det kan være det hjælper overfladisk. Hvis sygeplejerskerne ikke som minimum kan udfylde deres kerneopgave, så er det lige der, arbejdet som arbejdsmiljøkonsulent skal starte. Det er som Maslows behovspyramide – der er basis behov der skal tilfredsstilles før behovet om udvikling kan komme til.
Så først når kerneopgaverne er på plads, så kan skridtet tages videre i arbejdet med arbejdsmiljøet.
Så når I vil arbejde med jeres arbejdsmiljø, så start det rigtige sted.
Hvis I er i tvivl om hvor det rigtige sted er, så giver jeg 15 minutters gratis telefonisk rådgivning.
Ring til mig på 42 92 11 17 eller skriv en mail til mig.
Indlægget er fra 2016, men er revideret løbende. Senest maj 2022.