+4542921117 hej@rikkegade.com

Har dine unge medarbejdere også for meget sygefravær?

 

Generation Y er generationen født mellem 1980 og 1996 (Kilde). De er i dag fra 20 år og stadig under uddannelse, til 37 år, og godt integreret i arbejdslivet. Et vidt spænd. De bliver også kaldt Millennials eller Youngsters.

Mening i arbejdslivet

Erhvervsforskeren Søren Schultz Hansen udgav i 2015 bogen “Digital indfødte på job”. Her har han udført interview med medarbejdere i aldersgruppen 18-28 (altså en delmængde af generation Y). Disse kalder han digitalt indfødte, da de er vokset op med internettet, med Facebook og vigtigheden af at være tilstede online.

Det der har betydning for de digitalt indfødtes arbejdsliv er jævnfør Søren Schultz Hansen, er mening. Generation Y skal finde mening i hver en lille arbejdsopgave, og mening i selve jobbet. De skal i højere grad end tidligere se at de er med som en del af en større strategi eller mål.

60 % af generation Y leder efter nyt job

Hvis en Generation Y ikke kan finde mening i jobbet, så går de på jagt efter et nyt. En rapport fra Gallup fra 2016 fra USA melder om at:

  • 29% var engagerede i deres arbejde
  • 55% var indifferente
  • 16% var faktisk så trætte af deres arbejdsplads, at det kunne være skadeligt for den.

Samtidig var 60% af Generation Y ude og kigge efter nye muligheder for job.

Hoppen fra job til job ses også i Danmark

Hvad gør Generation Y hvis de ikke finder mening i jobbet? Til dette svarer ekspert i arbejdsmiljø mellem generation, Sara Bahr:

“De ser bestemt ikke verden som deres forgænger og derfor har de et helt andet syn på arbejdslivet. Generation Y er kort og kontant i deres gøren og laden på alle niveauer. Hvis de ikke føler sig motiveret eller engageret er de ret hurtige videre til næste projekt. Som arbejdsplads og alt efter situationen er der flere knapper på panelet der kan aktiveres for at opnå deres motivation og egangement for arbejdet. Husk altid at involvere og tal med dem om deres arbejdsopgaver, slip dem løs på de sociale medier, dette styrker bl.a. medarbejder brandingen og kan rykke hele forretningen i mange henseender.”

 

Sygefravær hos generation Y

“Generation Y er den første generation der er konsekvente og gør op med dårlig trivsel og manglende arbejdsglæde. De melder sig ikke syge de melder sig i stedet ud og finder andre græsgange. Arbejdsglæde en af de helt store indikator for deres arbejdsliv det skal være sjovt, inspirerende og udfordrende ellers er de hurtigere videre eventyr,” mener Sara Bahr. Sara ejer konsulent virksomheden Better-Work, hvor hun supporterer virksomheder til at lede mellem generationer.

 

Generationen er dog mere syg end andre generationer

Data fra Danmarks Statistik bekræfter, at hos mændene er det de 20-24 årige der har det højeste korttidssygefravær, men også det totale sygefravær.

Hos kvinderne er det de 20-24 årige der har det højeste korttidsfravær mellem 1-7 dage, mens at det er aldersgrupperne 25-34 årige kvinder der har det højeste totale sygefravær. Dette hænger blandt andet sammen med det graviditetsbetingede sygefravær, men i og med at fokus i denne blog er generationer Y uanset køn, bliver der ikke gået i detaljen med størrelsen på sygefraværet.

Kilde: Deskriptiv analyse af lønmodtageres sygefravær i Danmark, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, 2016

 

Hvad skyldes det øgede sygefravær for generationen?

Jacob Harlev fra Young Consult mener, at det skyldes høje forventninger til hans generation:

“Vi skal jo kunne det hele. Vi skal både være en god datter. Vi skal også være en god veninde. Derudover skal vi også være god på arbejdspladsen. Vi skal også lige i fitness, for vores Instragram profil skal også fyldes med en masse bikinibilleder. Og vi skal også sørge for at være en god kæreste. Så vi har rigtig mange ting som vi hele tiden skal please, og sørge for at vise det perfekte billede af os selv. Det betyder samtidig, også at man er meget mere sårbar, og du er meget mere tilbøjelig til at flaget bliver væltet lidt, for vi har alle de her ting som vi hele tiden skal være opmærksomme på. Så jeg vil klart mene at selve sygefraværet det er noget som vi kommer til at se bliver øget, og det samme med stress”.

 

Jacob Harlev er selv midt i aldersgruppen, men han er samtidig partner i Young Consult, der er et konsulenthus der supporterer virksomheder med at motivere og fastholde den unge generation. Jacob Harlev har i teamet fra Young Consult udgivet bogen “5 dogmer til at fastholde og tiltrække generation Y”. Læs om bogen og Jacob Harlev her.

Mental helbred for generation Y

Jacob Harlev taler om at forventningspresset til generationen skaber psykiske problemer. Dette bliver understøttet af tal fra Danskernes arbejdsmiljø 2014 fra Det Nationale Forskningscenter fra Arbejdsmiljø.

I figuren ses at både for kvinder og mænd er det de 18-34 årige der har det laveste mentale helbred.

 

Generation Y og depression

 

En anden figur der viser samme triste tendens er denne. Her ses det, at de 18-34 årige kvinder er den aldersgruppe der viser flest depressive symptomer. For mændene er det de 25-34 årige, der har flest depressive symptomer.

Forekomsten af depressionssymptomer og lavt mental helbred for generationen koblet sammen med et øget sygefravær, tyder på at det er en generation med udfordringer.

 

Motivation og fastholdelse af generation Y i arbejdslivet

 

” Arbejdspladsen skal gøre noget ekstraordinært for at fastholde Generation Y. De søger i den grad udfordringer og varierende opgaver der matcher deres karriere drømme, de søger mere end nogen anden generation personligudvikling på hele paletten. Med fordel kan arbejdspladsen dagligt give feedback, kommunikere, involvere og anerkend dem. De er jo vant til at blive liket for næsten hvad som helst.” Sådan siger Sara Bahr fra www.better-work, arbejdsmiljø mellem generationer.

 

Som leder kan du indføre trivselssamtaler for at undersøge hvordan dine generation Y har det på arbejdspladsen.

3 gode råd til at fastholde og motivere generation Y

 

Hvordan du som leder kan bakke op omkring dem, og fastholde og motivere dem, har jeg sammen med en samarbejdspartner, Bettina Prühs, udgivet en podcast om. Her drøfter vi både Søren Schulz Hansens “Digital indfødte” problematikker. Vi har også talt med Jacob Harlev for at høre hans bud.

 

Slutteligt i podcasten kommer vi med 3 gode råd til hvordan du motiverer generation Y. Rådene er her, men forklaringen uddybes i podcasten:

  1. Tydeliggør hvordan de unges job giver mening i forhold til resten af virksomheden. 
  2. Find metoder til at “holde dem i hånden”, så de kan performe optimalt
  3. Sørg for at anerkende dem tit, for de mindste ting og så officielt som muligt

 

Du kan høre podcasten her.