Det er en uge siden. En uge siden at statsministeren stod frem og sagde med hele sin fremtoning og i tydelige vendinger at dette var alvor. Det var den dag hvor WHO havde erklæret covid-19 for pandemi.

Børnene er blevet sendt hjem fra skole og institutioner. Alle gymnasier, universiteter og andre uddannelser er lukket. Store dele af det offentlige er lukket ned. Private arbejder hjemmefra som aldrig før. Alt kultur og underholdning er lukket. Alle steder hvor mennesker kan komme i tæt kontakt med hinanden er lukket, fra frisører til restauranter og cafeer. Konfirmationer er udskudt til juni. Det europæiske melodi grand prix er aflyst. EM er flyttet til næste år. Alle forbereder sig på en længere periode hvor covid-19 raser.

Det føles skræmmende. For hvad kommer der til at ske om 2 uger? Om 4 uger? Og er det mon slut om 12 uger? Eller kommer der en omgang til igen til efteråret.

Der er ingen der ved det. Det skaber utryghed, og hvis du bare har en lille snert af kontrol i dig, kan du måske også selv mærke det her kontrol tab.

Hvad kan vi forberede os på? Hvor mange smittede er der i morgen? Hvor mange indlagt? Hvor mange i respirator? Hvor mange respiratorer er der så tilbage….

Hele Danmark er ramt af dette, og ingen ved hvornår det vender. Eller om det overhovedet er nødvendigt med den voldsomme nedlukning af samfundet. 

Der er selvfølgelig lyspunkter midt i dette kontroltab. Der spreder sig en hjælpende ånd gennem de sociale medier. Folk mødes virtuelt. Folk synger sammen – online eller fra deres altaner. Folk der ikke kender hinanden er villige til at hjælpe. Hjælpe med at købe ind eller gå tur med hunden. Det er rørende. Folk finder sammen i nye grupperinger.

Men derudover så venter vi. Uden at vide hvor længe vi skal vente. Vi venter på at tiden går. At verden bliver anderledes igen. At vi kan vende tilbage til hverdagen. Vi venter på stormen. Stormen – så vi kan nå frem til stilheden.